
Planteavlsmøder 2025: Regenerativt landbrug og fremtidens dyrkning i fokus
Planteavlsmøderne bød på direkte såning, pløjefri dyrkning, præcisionsteknologi og biostimulanter. Deltagerne mødte også en sand legeplads for regnorme på en vinterhvedemark
Planteavlsmøderne på Gammelgaard Gods den 25. februar og Brønshøjgaard den 27. februar 2025 rummede inspirerende oplæg og faglig diskussion om fremtidens landbrugspraksis med fokus på regenerativt landbrug og mulighederne for en mere bæredygtig dyrkning. I alt deltog omkring 150 landmænd, konsulenter og andre fagfolk over de to dage.
Erfaringer fra praksis: Gammelgaard Gods og Brønshøjgaard
På Gammelgaard Gods fortalte godsejer Peter Friedrichsen om driften og delte sine erfaringer med overgangen til regenerativt landbrug. Han fremhævede især inspirationen fra planteavlskonsulent Søren Ilsøe fra Agrovi, som har været en vigtig sparringspartner i processen.
Som en del af rundvisningen præsenterede Peter sin Horsch Avatar 12.25 SD-såmaskine og sin Köckerling dybdeharve.
”Dybdeharven kan lave en let jordbehandling i 2-3 cm’s dybde. Disse redskaber er optimale inden for regenerativt landbrug, da vi kan så direkte. Med vores dybdeharve kan vi nå mange hektar, fordi vi kun arbejder i to til tre centimeters dybde og kan køre med 15 kilometer i timen,” fortalte Peter Friedrichsen.
På Brønshøjgaard delte ejer Lars Jonsson sine erfaringer med pløjefri dyrkning. Han fortalte om både fordelene og de udfordringer, han oplever, samt om sit ønske om at etablere minivådområder. Lars berørte også de eksterne krav, han som landmand møder – blandt andet fra Carlsberg – og understregede, at sådanne krav også kan vendes til muligheder. Derudover satte han fokus på de udfordringer, gæs forårsager på hans marker.
Markvandring på Gammelgaard Gods
Deltagerne på mødet på Gammelgaard Gods fik også en markvandring, hvor Peter Friedrichsen viste eksempler på de regenerative dyrkningsmetoder i praksis. De fik blandt andet set direkte såning af hestebønner i stubmark samt en vinterhvedemark, hvor den store mængde organisk materiale havde skabt en sand legeplads for regnorme. Peter delte desuden erfaringer fra sidste års regenerative vinterhvede, som havde leveret overraskende gode resultater, og han fremhævede vigtigheden af gode forfrugter i dyrkningssystemet.
Faglige oplæg og diskussioner
Ud over de praktiske erfaringer bød begge møder på en række faglige oplæg fra planteavlskonsulenter, som delte deres nyeste viden og erfaringer:
- David Hans Dresen gav en aktuel status fra marken og delte praktiske erfaringer, både ude fra marken og fra møder med landmænd.
- Kristian Marcher Thomsen præsenterede resultater fra forsøg med forskellige såmaskiner og besvarede spørgsmål om placering af startgødning i raps.
- Emil Elsborg Christensen og Søren Ilsøe satte fokus på biostimulanter og deres potentiale til at styrke planterne mod skadedyr.
- Henrik Fredsgaard Larsen gennemgik skadedyrsproblematikker og svarede på spørgsmål fra deltagerne, som blandt andet bekymrede sig om, hvorvidt øget biodiversitet kunne tiltrække flere skadedyr.
- Frederik Vilhelm Larsen holdt et oplæg om svampesprøjtning og gav konkrete anbefalinger til, hvordan landmændene kan vurdere effekten af deres sprøjtning, samt hvornår det bedst kan betale sig at udføre den.
- Lene Mathiasen talte om gødskning og svarede på spørgsmål om forskellene mellem rågylle og biogasgylle, hvor hun kom med kvalificerede bud på, hvad der kunne være mest relevant i forskellige situationer.
- Andreas Skov Rasmussen gennemgik mulighederne med præcisionslandbrug og droneteknologi, hvor især dronernes potentiale vakte stor interesse blandt deltagerne.
En værdifuld erfaringsudveksling
Begge dage bød på livlig debat og værdifuld erfaringsudveksling mellem oplægsholdere og deltagere. De mange faglige input, kombineret med indblik i praksis og konkrete løsninger, gjorde møderne til en vigtig platform for alle med interesse i fremtidens bæredygtige planteavl.