Skip to main content

Nyt fra Agrovis langtidsforsøg: Tendens til højere udbytte i pløjefri marker i 2024

I 2023 overtog Agrovi en række langvarige forsøg med reduceret jordbearbejdning, der har været i gang siden 1999. Disse forsøg måler forskellige parametre for at undersøge langtidseffekterne af pløjefri dyrkning.

En af vores konsulenter er gået i gang med at analysere et af de mest centrale resultater fra det forgangene år: høstdata.

Forsøgene undersøger fire forskellige jordbearbejdningsmetoder: 1) pløjning siden 1999, 2) harvning siden 1999, 3) direkte såning, omlagt for 5 år siden, og 4) direkte såning, omlagt for 10 år siden.

Den 9. oktober 2023 blev der sået vinterhvede i et ganske vådt efterår.

Høstudbytterne på alle arealerne var generelt lavere end normalt – sandsynligvis på grund af den meget våde jord på etableringstidspunktet samt det meget våde vinterhalvår, der har været ekstra hårdt ved de sent-såede hvedeplanter. Alligevel bemærkede vi nogle interessante tendenser, som kan ses af figuren i bunden.

Der var ikke signifikant forskel på høstudbytterne fra de fire parceller, men der var tendens til, at vi fandt de højeste udbytter på marken med direkte såning, omlagt for 10 år siden. Denne mark var også den mest tilgængelige at køre i på trods af det våde vejr på etableringstidpunktet, og den mark hvor hveden visuelt stod bedst over hele sæsonen.

Direkte sået parcel, 5. februar 2024

Pløjet parcel , 5. februar 2024

Derimod var tendensen til det laveste udbytte i marken med direkte såning, omlagt for 5 år siden. Det stemmer godt overens med, hvad vi ved om omlægningen til direkte såning: der kan forekomme en periode med udbyttenedgang efter omlægning, men udbyttet vil typisk stabilisere sig over tid og ligge på linje med, eller overstige, afgrøder, der dyrkes med konventionelle etableringsmetoder.

Midt i mellem lå udbytterne fra den pløjede og den harvede mark, der var meget tæt på hinanden. Af søjlediagrammet kan man se, at der er en lille tendens til et lavere udbytte i den pløjede mark end i den harvede.

Det er også værd at nævne, at variationen i høstresultaterne er større på markerne med direkte såning end på dem uden. Tendensen til det højere udbytte i parcellen omlagt for 10 år siden tyder på, at der er områder, der profiterer særligt godt af direkte såning.

Søjlediagram over udbytte

Over de næste år bliver det spændende at se, om den nyligst omlagte parcel følger vores forventninger om, at tendensen til lavere udbytte udlignes og lander på et højere niveau.

Indtil videre viser forsøgene i hvert fald, at selvom omlægning kan være udfordrende, kan det langsigtede potentiale være lovende. Når man tager højde for, at direkte såning har meget lavere etableringsomkostninger, er der en klar gevinst at hente, hvis man kan opretholde udbyttet på samme niveau som før omlægning.

Læs mere om langtidsforsøgene HER og følg med i de løbende opdateringer på vores hjemmeside og sociale medier!

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0