Skip to main content

Nyt fra Agrovis biostimulantforsøg

Vi tester biostimulanter

Agrovi har gennem de sidste par år testet forskellige biostimulanter i marken for at undersøge deres potentiale. Mange produkter kommer i disse år på markedet, og vi vil gerne finde ud af, hvad de kan – og hvad de ikke kan. Et af produkterne, vi har testet, er en kvælstoffikserende biostimulant, Vixeran, fra Syngenta. Nu har vores forsøgsansvarlige konsulent analyseret data fra forsøgene, og her er hvad vi fandt ud af.

Forsøgsresultater fra 2023: Den er god nok

I 2023 gennemførte vi forsøg med Vixeran på Knudstrupgård hos landmand Søren Ilsø. Forsøget blev designet med to sprøjtespor, hvor kvælstoftildelingen blev reduceret med 30 kg N/ha for at se, om Vixeran kunne kompensere for det manglende kvælstof. Derudover blev et enkelt sprøjtespor tildelt 50 kg N/ha mere end resten af marken for at kontrollere udbyttepotentialet.

Ved høst viste resultaterne, at udbyttet i parceller med 179 kg N/ha var det samme som i parceller med 150 kg N/ha plus Vixeran. Vi kunne derfor konkludere, at Vixeran havde en kvælstoffikserende effekt på cirka 30 kg N/ha i vinterhvede.

I parcellen, hvor der blev tilført 230 kg N/ha, var udbyttet højere, hvilket indikerer, at 179 kg N/ha ikke var tilstrækkeligt til at opnå det maksimale udbytte. Dette var grundlaget for hvordan vi tilrettelagde vores næste forsøg.

Hvad er kvælstoffikserende biostimulanter?

Kvælstoffikserende biostimulanter indeholder bakterier, der kan hjælpe planter med at optage kvælstof direkte fra luften. Ifølge Syngenta kan deres produkt Vixeran potentielt bidrage med op til 30 kg N/ha, hvilket kan reducere behovet for syntetisk kvælstofgødning. En reducering af syntetisk kvælstofinput mindsker risikoen for udvaskning til vandmiljøet og kan samtidig sikre en mere synkroniseret kvælstoftilførsel i takt med plantens behov.

Nye forsøg i 2024: Kan ikke bruges som ”boost”

I 2024 udvidede vi forsøgene med flere landmænd og en ny tilgang. I stedet for at reducere kvælstoftildelingen valgte vi at tilføre Vixeran som en “on top”-løsning, så afgrøderne blev tildelt gødningsnormalen + vixeran for at se, om det kom tættere på det maksimale udbytte.

Kvælstofstatus i planterne blev løbende overvåget med en håndholdt Yara-N tester. Målingerne viste dog ingen signifikant forskel mellem kvælstofstatus i bladene i kontrol og Vixeran-behandling i engrapgræs, vinterhvede, vinterbyg, og vårbyg.

Dette skyldes sandsynligvis, at planterne i kontrolområderne allerede havde tilstrækkeligt med kvælstof, og derfor ikke udviste nogen mangel. Ved de arealer, hvor vi har foretaget høstopgørelser, fandt vi ikke forskelle i udbytte mellem de behandlede og kontrolområderne. Vi har dog ikke undersøgt kvalitetsparametre som proteinindhold, hvilket kunne være en relevant analyse i kommende forsøg i 2025.

Interessante fund i vinterrug

Et mere bemærkelsesværdigt resultat blev observeret i vinterrug, hvor vi testede i både konventionelle og økologiske marker. I den konventionelle mark var der ingen målbar forskel, da gødningstildelingen var rigelig. I den økologiske mark kunne vi dog observere en tendens til et højere kvælstofindhold i bladene i det Vixeran-behandlede område sammenlignet med kontrolområdet. Dette tyder igen på, at Vixeran kan have en positiv effekt i marker med begrænset kvælstoftilførsel.

Kvælstoffikserende biostimulanter kan erstatte en del af det syntetiske input

Af forsøgene i 2023 kunne vi konkludere, at Vixeran rigtig nok gør afgrøden i stand til selv at fixere ca. 30 kg N/ha, og at man med den tilgang vil kunne nedsætte det syntetiske input.

Forsøgene fra 2024 viste dog, at Vixeran umiddelbart ikke har en effekt i marker, hvor der ikke er kvælstofmangel. Det lader dermed ikke til at kunne bruges som en ”on top”-løsning for at komme tættere på det maksimale udbytte. Skal produktet bruges, skal det anskues som et erstatningsprodukt. Der skal tildeles mindre kvælstof fra syntetisk gødning, som i stedet skal fikseres af kvælstofbakterien. Tildelingen skal også være tilstrækkelig tidlig til, at bakterien kan nå at producere tilstrækkeligt med kvælstof.

Vi vil fortsat arbejde på at afklare, hvor og hvornår forskellige typer af biostimulanter kan gøre en reel forskel for danske landmænd. Du kan læse mere om markforsøgene og se figurer over opgjorte data HER. Vi opdaterer løbende med nye forsøg, resultater og konklusioner.

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0