Skip to main content

Agrovi Tester Innovative Biostimulanter i Regenerativt Landbrug

Innovative løsninger er altafgørende i udviklingen af fremtidens landbrug. I Agrovi har vi arbejdet med regenerativt landbrug i mere end 20 år, og vi bestræber os altid på at være på forkant med den nyeste viden inden for feltet. Derfor afprøver vi hvert år nye metoder og produkter i marken i samarbejde med landmanden.

I år har vores fokus været på biostimulanter, hvor vi har testet virkningen af tre produkter: Vixeran, Fosfix og Aminosol.

Test af Vixeran

Vixeran fra Syngenta er en biostimulant, der indeholder en kvælstoffikserende bakterie. Midlet har til hensigt at øge plantens optag af nitrogen ved at gøre den i stand til selv at fiksere nitrogen direkte fra luften. Syngenta lægger op til, at Vixeran kan øge udbyttet af afgrøderne, og at det har potentialet til at kunne spare en del af det syntetiske N-input og dermed også nedsætte risiko for udvaskning af nitrogen til vandmiljøer, samt at kunne levere kvælstof på det tidspunkt hvor planten mangler det.

I Agrovis afprøvninger tilførte vi Vixeran på forsøgsparceller hos ni landmænd fordelt over Sjælland og Bornholm, hvor vi testede produktet i vinterraps, vinterhvede, vinterbyg, rug, engrapgræs samt økologisk vårbyg. Vores håb var, at vi kunne dokumentere et øget udbytte i afgrøderne og eventuelt også et øget proteinindhold i den høstede vare. Visuelt observerede vi ikke nogen forskel i marken hen over vækstsæsonen, men vi håber på, at de kommende høstdata vil give os et indblik i, om der er en målbar effekt i udbyttet af Vixeran.

Billede 1: Engrapgræs behandlet med vixeran – uden til venstre med til højre

Test af Fosfix

Fosfix fra Bioenergy Lt er en biostimulant, der frigør svært tilgængeligt fosfor i jorden og gør det muligt for planterne at optage det. Fosfor er en begrænset ressource, der inden for en overskuelig fremtid vil være en mangelvare. Fosfor findes dog allerede i relativt store mængder i vores landbrugsjord, og kan vi finde en måde at udnytte den fosforpulje bedre, kan det være en stor fordel i fremtidens landbrug. Fosfor styrer også blandt andet buskning i de fleste afgrøder, så potentielt vil et øget fosforoptag kunne give bedre buskning i planterne og dermed bedre udbytte.

I marken testede vi Fosfix i vårbyg på tre bedrifter. I marken observerede vi bedre buskning og kunne tælle flere skud i de behandlede marker, end i dem, der ikke havde fået Fosfix. Det tyder derfor på at der er potentiale til et højere udbytte, men om det også var tilfældet, må vi vente med at finde ud af, til vi har analyseret høstdata fra markerne.

Billede 2: Vårbyg behandlet med Fosfix til venstre og ubehandlet til højre.

Test af Aminosol

Aminosol fra Azelis er en biostimulant, der indeholder essentielle aminosyrer. Teorien er, at hvis man kan levere næringsstofferne til afgrøden direkte i aminosyreform, behøver planten ikke bruge energi på selv at danne aminosyrerne, og kan i stedet bruge energi på vækst og udbytte. Hvis planten kan springe aminosyresyntesen over, kan den bruge mere energi på eksempelvis at udvikle et kraftigt rodnet. Det vil kunne gøre planten mere modstandsdygtig over for fysiske stress-faktorer som tørke eller sydom. Derudover har det potentialet til at kunne nedsætte fungicidforbruget, da aminosol yderligere kan øge transporten af fungicider rundt i planten, hvilket potentielt øger virkningen af fungiciderne. Det kan derved sænke dosis og forbruget af fungicider.

Vi tilførte Aminosol på forsøgsparceller på i alt seks bedrifter fordelt på Sjælland i hestebønner, salat, vårbyg, vinterhvede og lupiner. Der blev ikke rapporteret nogen visuelle effekter i marken, men vi venter også her på høstdata, der vil kunne vise om der er en målbar effekt i udbytterne.

Billede 3: Hestebønner behandlet med Aminosol

Agrovi: Danmarks Regenerative Videnscenter

De umiddelbare visuelle effekter i forsøgene blæste os ikke bagover, men som altid forbliver vi nysgerrige. Vi har endnu ikke modtaget og analyseret høstdata fra landmændene, så den endelige dom over biostimulanternes virkning, må vi vente spændt på lidt længere.

I Agrovi har vi arbejdet med regenerative dyrkningsmetoder og markforsøg i mere end 20 år, og vi ved, at det kan vare noget tid, før man får inkorporeret nye metoder på måder, der virker.

Vi er stadig nysgerrige på biostimulanter og deres potentiale, og derfor forsætter vores undersøgelser. Hvis du selv er interesseret i, hvad biostimulanter kan, eller hvis du har lyst til at være med til at undersøge deres virkninger, vil vi gerne høre fra dig – så kan du måske være en af vores nye samarbejdspartnere.

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0