
Agrovi får sin første udtagningskonsulent
Kirsten Marie Risbjerg skal arbejde med udtagningsindsatsen og implementering af Grøn Trepart. Vi skal vise, at vi kan tage ansvar og finde løsninger for miljø, klima og produktionen, siger hun
Med sin erfaring inden for ESG, strategi og bæredygtig udvikling skal Kirsten Marie Risbjerg være med til at tegne stregerne, når store dele af de nordsjællandske landbrugsarealer skal tages ud. Som en del af Grøn Trepart skal store arealer landet over lægges om, så det både giver mening for landbruget, vandmiljøet og klimaet.
“Jeg synes virkelig, det er en vigtig og relevant opgave. Dansk landbrug har fået en bunden opgave i at reducere udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet, og den opgave glæder jeg mig til at hjælpe med at løse,” siger Kirsten Marie Risbjerg.
En uventet, men oplagt mulighed Det lå måske ikke lige i kortene, at Kirsten Marie Risbjerg skulle tage springet til stillingen som udtagningskonsulent, men da muligheden opstod, gav det hurtigt mening. Hun har i forvejen arbejdet med ESG-rapportering og bæredygtig udvikling, og hendes erfaring med at hjælpe landbrug med deres strategi og rapportering gjorde skiftet naturligt.
“Det her ligger fint i forlængelse af det, jeg har arbejdet med før hos Agrovi – at hjælpe landmændene med at tage ansvar og finde de løsninger, der giver bedst mening både økonomisk og miljømæssigt.” siger hun.
Jorden skal bruges hensigtsmæssigt For Kirsten Marie Risbjerg handler det ikke bare om at tage jord ud af drift – det handler om at bruge den rigtigt. For jorden er en meget begrænset ressource, som vi skal passe på, mener hun.
”Vi vil gerne have mere vild natur, men vi vil også have skov, sundt vandmiljø, byliv og alt derimellem. Samtidig vil vi også gerne bevare en stærk fødevareproduktion i Danmark, da vi har nogle af de bedste forudsætninger i verden for at producere fødevarer ansvarligt, og det skal vi virkelig holde fast i,” siger hun.
Når det kommer til at engagere lodsejere i mulige kommende projekter, er det vigtigt at forstå, at der er stor forskel på, hvad der motiverer dem. Nogle vil være med, fordi de ser det som en samfundsmæssig opgave. Andre gør det, fordi det kan give en bedre jagtoplevelse, siger hun.
”Andre synes, det er smukt at have et vådområde i landskabet, og så er der også dem, der ser det som en del af deres virksomhedsstrategi at tage samfundsansvar og del i en bæredygtig udvikling af landbruget,” forklarer hun.
Erhvervet skal levere på opgaven
Kirsten Marie Risbjerg ser det som sin opgave at hjælpe landmændene med at navigere i mulighederne og finde de løsninger, der giver bedst mening for dem. Og så glæder hun sig til at se konkrete projekter blive realiseret og gøre en reel forskel. Om det så minivådområder, større vådområder, skovrejsning eller noget helt fjerde. Dansk landbrug har ofte været skydeskive for kritik, men den nye udtagningskonsulent håber, at udtagningsindsatsen kan være med til at ændre den fortælling.
“Jeg håber virkelig, at vi kan vise, at dansk landbrug er klar til at være en del af løsningen. At vi tager ansvar og arbejder aktivt for at finde de bedste løsninger for både miljøet, klimaet og produktionen,” siger hun.